Jan Hjärpes model
Jan Hjärpe udarbejdede en model, der kategoriserer og beskriver religionens rolle i særdeleshed ift. afsenderen.
Han arbejder bl.a. med 3 vigtige fokusområder:
1: Grad af engagement
2: Modernist eller traditionalist?
3: Sekularist eller ikke-sekularist?
De beskrives her:
1: ENGAGEMENT
Hvilken grad af engagement har afsenderen? Engagement er godt til at nuancere indefra og udefra vinkler. Hjärpe arbejder med 3 typer engagement:
ENTUSIASME (subjektiv og positiv)
LIGEGYLDIGHED (objektiv og tager ikke stilling)
AFSTANDTAGENDE (subjektiv og ofte polemisk negativ)
3 eksempler:
a) "Imamen har en tydelig indefra-vinkel, der er præget af et entusiastisk subjektivt engagement."
b) "Journalisten har en udefra-vinkel, hvor han objektivt forsøger at skildre Hajj. Hjärpe ville her snakke om et engagement præget af ligegyldighed."
c) "Sognepræsten udviser en markant subjektiv udefra-vinkel, præget af et afstandstagende og polemisk engagement, når han beskriver Islam. "
2: Er afsenderen modernist eller traditionalist?
MODERNISTER (ønsker at nytolke deres klassiske tekster, så de passer ind i det samfund og den tid de lever i. De klassiske tekster skal altså ikke læses bogstaveligt. Man leder efter ånden bag ordene, og for det tilpasset til tid og sted.)
(F.eks. Grundtviganisme, Euroislam)
TRADITIONALISTER (ønsker at de klassiske tekster skal læses bogstaveligt, og at
de troende skal udleve deres tro derefter. Ofte indebærer det, at der er en masse regler, der skal leves efter.)
(F.eks. Indre Mission, Jehovas vidner)
Fungerer godt til at beskrive, hvordan de beskrevne personer vil fortolke deres religion ift. deres klassiske tekster, såsom bibelen, koranen eller hadith. Du skal kun bruge det, hvis det er tydeligt!
3: Er afsenderen sekularist eller ikke-sekularist?
Sekularisering betyder, at politik og religion er adskilt. Religion får således ikke en styrende funktion ift. til samfundet.
SEKULARIST (ønsker som oftest, at religion skal være en individuel privatsag, som ikke skal styre vores samfund.)
IKKE-SEKULARIST / TEOKRAT (ønsker et enhedssamfund, et teokrati, hvor religionen er den definerende størrelse i måden samfundet bliver styret og indrettet.)
Du skal kun bruge det, hvis teksten tydeligt handler om samfundsindretning og religionens forhold til den samfundsindretning!
Typer af muslimer
Hjäerpe var især interesseret i typer af muslimer og arbejdede med 4 typer:
Traditionalister: De ignorerer vesten og bruger i høj grad Sharia i deres private liv og fortolker den ift. den retsskole, de tilhører. Der er 4 retsskoler, som det ikke skader at kende lidt til, især hvis du skriver opgaver...
Modernister: De tilpasser sig vesten og tilpasser Sharia, så det passer ind i deres liv i vesten (læs teksten om Sharia under Islam-emnet). De vælger også frit ud af de 4 retsskolers udlægning af Sharia, så det passer til dem.
Sekularister: De forsøger at være ligesom man er i vesten. Sharia bliver udelukkende brugt som inspiration til hvordan man skal leve.
Islamister: Ønsker at gøre op med om omstyrte vesten og opfatter Sharia som et sæt universelle retningslinjer, der skal følges. Forskellen mellem dem og traditionalisterne er primært hvor konfrontatoriske de er ift. vesten, og så lever de 100 % efter Sharia og ikke bare i høj grad... Dvs. at musik f.eks. er forbudt, og den eneste kontakt man bør have med ikke-islamister handler om at konvertere dem til islamisme.
Bruce Lincolns Maksimalister og minimalister
Jan Hjärpe er ikke den eneste der arbejder med typer. Bruce Lincoln er en anden religionssociolog, der arbejder med dette emne.
Han udviklede en model, der skelner mellem maksimalister og minimalister i forhold til religionens rolle og betydning.
Maksimalister ser religion som en altomfattende livsramme, der bør influere alle aspekter af samfundet og individets liv.
Minimalister derimod betragter religion som en privat sag, der bør begrænses til det personlige og ikke blande sig i politik eller offentlig praksis.
Modellen er især nyttig til at analysere afsenderens perspektiv – altså hvordan religiøse aktører selv positionerer religion i samfundet. Lincolns typologi giver dermed et redskab til at forstå religiøs argumentation og magtstrategier i både historiske og nutidige kontekster.
Kontakt og Træffetid
Jeg er her for dig!
Mandag-Fredag: Typisk fra 7:45 - 15:30! :)
Send en lectiobesked eller skriv til
an@fredericia-gym.dk
Men kom og snak med mig i stedet - det er så meget hyggeligere... :)
Fredericia Gymnasium, Nørrebrogade 88, 7000 Fredericia
(Find mig i lectio, på min pind i F 11, ved boksebolden i B 11 eller ved kaffemaskinen i A 18)
© 2025. All rights reserved.
